I hjemmelavet likør produktion er det vigtigt med ordentlige redskaber. Inden du går igang skal du investere i nogle sylteglas og flasker. Hvilken type er ikke så vigtigt, men undlad at bruge gamle sylteglas med tørre gummipakninger, da du ofte skal vende og ryste glassene, og dermed helst skulle undgå at få for meget likør udover dig selv.
Vælg også gerne lidt større sylteglas end du regner med at skulle bruge. Hvis du får interesse for det, vælger du sikkert at lave større portioner næste gang, og så er det ærgeligt at have for små glas. 2 ltr. sylteglas plejer at være min favorit, da de er nemme at håndtere, kan være i de fleste køkkenskabe, og kan uden problemer indeholde 1,5 ltr. likør dvs. 2 fl. alkohol + ingredienser.
Et godt sortiment af redskaber ville være:
- 2 x sylteglas á 2 ltr.
- 2 x flasker med patentprop el. anden type flaske der kan lukkes forsvarligt.
- 1 stk. kartoffelskræller.
- et stykke ostelærred
- en lille gryde (hvis du skal lave sukker sirup el. honning)
- en god skarp urte-kniv
- en nøddeknækker
- et juliennejern (til at lave citronskaller)
- en kaffefiltertragt
- masser af kaffefiltre
- en tragt
- mærkater til at klæbe på dine glas, så du kan holde styr på hvornår du har lavet dem, og hvad der er i.